We do not see
the world as it is
We see it as we are.

- Carl Jung -

 

SKYGGEARBEJDE
- DRØMMETOLKNING -

- OG DET INDRE BRYLLUP -

 




At konfrontere en person
med hans egen skygge
er at vise ham
hans eget lys.


Hvad er skyggearbejde ?
 
Hvad betyder det Jungianske begreb skyggeprojektion ?

 

 
Her er en ultrakort introduktion:

Vi sender og modtager hele tiden.

Alt, det vi sender ud til andre mennesker, bliver fortolket og siet gennem deres personlige værdisæt - deres individuelle virkeligheds-opfattelse.

Alt, det andre mennesker sender til os, bliver fortolket og siet gennem vores personlige værdisæt - vores individuelle virkeligheds-opfattelse.

Vi ser "os selv" i andre mennesker, og de ser "sig selv" i os.

Det kaldes at projicere - vi sender og modtager projektioner.

Nogle projektioner er uden nævneværdige følelsesladninger, mens andre er følelsesladede i forskellig grad. De følelsesladede projektioner kaldes for skyggeprojektioner.

Følelsesladningen i skyggeprojektioner skyldes, at samfund, religion og forældre har kategoriseret bestemte egenskaber, følelser og tanker som uacceptable og forkastelige. Derfor fortrænger vi dem, vi ønsker ikke at vedkende os dem. De ligger nu i det personlige ubevidste - Jung kaldte det, at de ligger i "Skyggen", og fordi alt ubevidst bliver projiceret, tørrer vi nu alle disse forbudte egenskaber, tanker og følelser af på andre mennesker. Dette kaldes at skyggeprojicere - en skyggeprojektion.

Skyggearbejde er, at at vi finder vores skyggeprojektioner og tager dem tilbage - så vi kan forene os med vores Skygge. Det vil gøre os mere hele og dermed mere ressourcefulde.


Jeg håber, at du har lyst til at læse videre hér på siden og de følgende sider, hvor denne korte introduktion bliver væsentligt uddybet.
 


Det er en fundamental psykologisk naturlov - et livsvilkår - at vores verdensopfattelse ikke er en objektiv virkelighed.

Vi modtager (perciperer) og sender (projicerer) alle sammen hele tiden og herudfra danner vi vores verdens-billede.

 


There is no
objective reality,
only perception.
Perception
is one's reality.

Det, vi sender ud, er selvfølgelig "os selv". Når andre modtager det, bliver det fortolket og farvet af deres personlige værdisæt - deres individuelle virkelighedsopfattelse. Og det vi modtager bliver filtreret og fortolket gennem vores individuelle virkelighedsopfattelse, og bliver derfor helt farvet af vores personlighed og værdisæt.

Perception - at percipere - er vores private fortolkning af det vi opfatter med vores sanser og vores sind.

Projektion - at projicere - er at overføre egenskaber, tanker, følelser, vurderinger og meninger, som grundlæggende handler om og tilhører os selv, på andre mennesker og omverdenen.
 

Vi ser ikke verden,
som den er.

Vi ser verden,
som vi selv er.

 
F.eks. jeg "ser" en bestemt person som helt vidunderlig, mens min veninde "ser" den samme person som frastødende.

Vi lever i et hav af forskellige typer af projektioner, som vi giver navne, som f.eks. spejling og overføring / modoverføring. Mange projektioner er ikke forbundet med mærkbare følelsesladninger.

En type projektioner, der derimod altid er forbundet med følelsesladninger (affekt), er projektion af Skyggen, også kaldet skyggeprojektion.


I Skyggen ligger
alle mine fortrængninger
af alt i mig,
som jeg længes efter at blive
og allerede rummer,
og alt i mig,
som jeg helst ikke vil være,
men som jeg også rummer.
 

Negative og positive skyggeprojektioner

Følelsesladningen i de såkaldte negative skyggeprojektioner skyldes, at vi har at gøre med følelser og egenskaber, som i sin tid - og desværre stadigvæk - er kategoriseret som uacceptable og forkastelige af f.eks. religiøse og kulturelle traditioner. Derfor ønsker vi ikke at vedkende os dem. Vi fraspalter dem (fortrænger) og tørrer dem af på andre mennesker og tror, at vi på den måde slipper af med dem, hvilket ingenlunde er tilfældet.

Disse såkaldte negative skyggeprojektioner er rige på ressourcer, som vi via projektionen mister adgang til at anvende og forædle.

Vi tillægger ligeledes andre mennesker egenskaber, vi længes efter at besidde. Disse positive skyggeprojektioner er selvfølgelig også følelsesladede.

Vi har nu fået anbragt egne følelser og egenskaber i eksil i vores opfattelse af andre mennesker.

Skyggearbejde har fokus på at arbejde med at afdække projektioner af skyggen. Disse er som sagt karakteristiske ved at være forbundet med mærkbare følelser (affekt) lige fra den ene ende af følelsesskalaen, det der frastøder os (f.eks. irritation og vrede) til den anden ende af skalaen, det der tiltrækker os (f.eks. beundring og fascination).

 

 

 
Skyggearbejde er, at vi bevidstgør og forener os med vore skyggeprojektioner, tager dem tilbage til os selv, hvor de egentlig hører hjemme (integration).

Arbejdet med at integrere vores personlige skygger
vil gøre os mere hele
og meget stærkere,
og samtidig befrier vi
andre menneske
for vores skyggeprojektioner.

Skyggen - Skjulte eller ubevidste sider af en selv,
- både gode og dårlige -
som egoet enten har undertrykt eller aldrig anerkendt.
 

- DET INDRE BRYLLUP -

Jeg vil i slutningen af foredraget i store træk introducere tankerne omkring "Det Indre Bryllup", fordi det relaterer til modsatkønnede Skygger, som handler om Anima og Animus - mandens indre kvinde og kvindens indre mand.

Alt for ofte er der en mere eller mindre skjult konflikt / kamp mellem vores indre mand og kvinde, som viser sig, som konflikter i vores parforhold og med kærligheden. Disse konflikter bliver tydeliggjort f.eks. i vores drømme. Kan vi ikke huske drømmene, er der andre måder at blive bevidst om dette problem.

Når vi lærer Anima og Animus bedre at kende, kan vi genkende dem i de mennesker, som vi møder ude i verden, og på den måde kan vi begynde at vælge mennesker og relationer, som skaber fred og kærlighed i vores liv frem for konflikt og kamp.